onsdag den 29. juli 2015

Selv-omsorg



Jeg prøver på at gøre ting, der gør mig gladere. I den forbindelse tager jeg det ret stille og roligt, hvilket vil sige, at jeg prøver på ikke at presse for meget ind, ikke love for meget og ikke have for høje forventninger til mig selv.

Og så prøver jeg på at yde lidt selvforkælelse over for mig selv... I dag blev til det ekstra ordinær morgenmad efter morgen-yoga i form af chorizo-pølser, ristede champignon og spejlæg. Det var dejligt. Problemet er bare, at jeg ofte føler mig endnu mere ussel og ensom, når jeg gør sådan noget. Det føles fjollet at sidde med mig selv og indtage sådan et måltid. Jeg kan ikke forklare det. Jeg synes jo ellers, jeg er ret god til at være i mit eget selskab.


I går aftes havde jeg besøg til lidt seriehygge, og bagefter tog jeg mig et fodbad og drak en kop te, inden jeg lavede yoga og mediterede og gik i seng.


Jeg har i noget tid haft lyst til at synge i kor. Det er en fiks ide, jeg har fået, men jeg tror, det vil være fint for mig at synge. Men det er svært at finde et passende kor, for jeg har en del kriterier - jeg har lyst til at det skal være noget rytmisk. Gerne jazz, men ellers pop. Og jeg har ikke lyst til Gospel. Derudover er jeg ret dårlig til at tage mig sammen til noget som helst for tiden, og endnu dårligere til at holde fast i noget. Derfor skal det være nemt. Jeg skal helst kunne tage til det direkte efter arejde, og det skal ikke være noget projekt at komme til og fra. Helst skal det være på Frederiksberg, eller i det mindste Vesterbro. Det begrænser jo i udvalget noget...

Derudover kom jeg lige i tanke om, at jeg jo i lang tid gerne har ville lære tysk, så nu ved jeg ikke...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar